I 25 år har debatten raset om Tøndermarskens ydre koge. Naturorganisationer ønsker regulering af landbruget i området af hensyn til fugle og natur. Landmændene ønsker at bevare friheden til at drive et effektivt landbrug. Konflikterne handler om miljøregulering af Tøndermarsken. Hensynet til natur erstatter efterhånden landbruget som omdrejningspunkt for regulering. Miljømyndigheder erstatter landbrugsmyndigheder. Men processen er ikke afgjort på forhånd. Aftalerne om MiljøVenligt Jordbrug, der de seneste par år er indgået mellem jordejere og miljømyndigheder er resultatet af en lang debat- og forhandlingsproces. Debatterne opstår i overgangen fra privat regulering til offentlig regulering: Hvor skal grænserne gå mellem hensynet til den enkelte landmands ejendomsret og offentlig regulering med sigte på at beskytte naturen? Opgaven har til formål at undersøge sammenhængen mellem debat om og regulering af den landbrugsmæssige benyttelse af Tøndermarsken. Med diskursanalyser udviklet af Laclau, Mouffe og Zizek identificerer opgaven to grunddiskurser. Diskursen om Tøndermarsken som truet natur med behov for beskyttelse opstår i 1970'erne og udfordrer landmændenes selvforståelse. De accepterer ikke diskursen og argumenterer for, at områdets væsentligste bevaringsværdige karaktertræk er et vidtgående selvstyre. Opgaven ser diskurserne som konkurrerende forsøg på at påvirke de offentlige myndigheder og sætte dagsorden for regulering af Tøndermarsken. Miljødiskursen er stærk og i 1988 begrænser Folketinget landmændenes dyrkningsfrihed. Indgrebet er ikke nok til at vende faldet i fugletallene. Debatterne kommer til at handle om årsagerne og om mulige løsninger. Landmænd og naturorganisationer udvikler hver deres teori. Det er denne lokale debat, der er genstand for analyse i opgaven. Oprindeligt er lokalmyndigheder enige med diskursen om et effektivt landbrug, mens miljømyndigheder er enige med diskursen om den truede natur. Men i slutningen af 1990'erne ændrer lokalmyndighederne standpunkt, som følge af at ny viden styrker naturdiskursen, og fordi statslige miljømyndigheder indddrager dem i arbejdet med at beskytte naturen. Det øger presset på landmændene for at finde en løsning. Naturorganisationerne mister til gengæld indflydelse. Med governance som perspektiv analyserer opgaven regulering og myndighedsudøvelse som noget, der forandrer sig over tid. Opgaven konkluderer, at der er en sammenhæng mellem debat og regulering, men at den ikke er entydig. Ganske vist medfører styrkelsen af naturdiskursen øget regulering, men reguleringen danner også ramme for den efterfølgende debat. Opgaven er et casestudie om Tøn...
